
Fælles afdelingsinstruks for kirurgisk afdeling L og P, Århus sygehus
Formålet med afdelingsinstruksen er at beskrive såvel hyppige som sjældne rutiner ved den uddannelsesmæssige fælles kirurgiske afdeling L og P. Vi har tilstræbt en sektionsvis inddeling, men instruksen er også forsynet med et stikordsregister.
Den kirurgiske afdeling modtager patienter fra de tre fagområder det kirurgiske speciale dækker, øvre mavetarmkirurgi (afd L, NBG), colorectal kirurgi (afd P, THG) og mammaendokrinkirurgi (afd P, THG).Det store antal læger kan føre til uensartede og tilfældige faglige afgørelser. Metoderne er gerne komplicerede, og ofte findes der flere metoder at vælge imellem. Mundtlig information om rutiner og fremgangsmåder er ofte utilstrækkelig. Instruksens formål er at forenkle rutinearbejdet og dermed spare tid til andre gøremål. Herudover håber vi, at den vil have en vis uddannelsesmæssig værdi.
Rutinerne og retningslinierne, som er beskrevet, skal i princippet følges. Afvigelser kan dog komme på tale i specielle tilfælde, når fornuften tilsiger dette, og skal i så fald skriftligt motiveres i journalen.
Vedrørende igangværende projekter er protokollerne samlet i en ringbog. Såfremt de kliniske rutiner afviger fra det, som er aftalt i protokollen, er det sidstnævnte, som tæller, så længe projektet kører. På hver sengeafdeling forefindes desuden en procedurebog (forberedelse til undersøgelse/behandling).
Arbejdet med at formatere instruksen til HTML-format blev i 2003 udført af Ken Ljungmann i samarbejde med webmaster Edith Clausen, THG. Revisionen i 2006 blev udført i samarbejde med webspecialist Jacob Simonsen, THG.
Januar 2006
Peer Christiansen og Pål Wara, kir afd P, THG
Lone Susanne Jensen og Peter Funch Jensen, kir afd L, NBG
Revideret: 01-01-06
Ansvarlig for sidens indhold: Pål Wara